Villa Tandholdt

Transformation fra mørke udhuse til lyst orangeri

 

Villa Tandholdt er en Bedre Byggeskik-villa tegnet i 1928 og opført i røde mursten med karakteristiske proportioner og detaljer, der afspejler periodens idealer om gedigent håndværk og traditionelle materialer.

I 1929 blev der tilføjet en garage på havesiden af boligen, som i 1945 blev udvidet med en større lagerbygning. Udhusene havde gennem årene forskellige funktioner, blandt andet som autoværksted. Ved de nuværende ejeres overtagelse var en stor del af haven præget af de sammenbyggede bygninger og omfattende asfalt- og betonbelægninger, som begrænsede udsynet og mulighederne for at udnytte haven.

Bygherrerne ønskede en grønnere og mere sammenhængende have med tættere forbindelse til boligen. Oprindeligt var tanken at fjerne udhusene og etablere et fritliggende drivhus bagerst i haven. Med et begrænset budget viste der sig dog et stort potentiale i at genanvende dele af de eksisterende bygninger. En placering tæt på køkkenet ville samtidig gøre det lettere at dyrke og hente krydderurter og andre spiselige planter. Projektet udviklede sig derfor til en transformation af de mørke udhuse til et lyst orangeri, mens de omkringliggende udearealer blev gentænkt.

Orangeriets arkitektoniske udtryk tager udgangspunkt i den oprindelige villas materialer og farver. Målet var at skabe en naturlig sammenhæng med hovedhuset, samtidig med at den nye konstruktion og de store glaspartier tilfører et lettere og mere nutidigt udtryk.

Garage- og lagerbygningerne blev nedtaget, men deres fundamenter blev bevaret og genanvendt. De oprindelige mursten blev nænsomt renset og genbrugt i orangeriets brøstningsmure samt til reparationer på villaen.

Den eksisterende værkstedsgrav blev ligeledes bevaret og omdannet til en nedsænket, kølig vinkælder med plads til omkring 450 flasker. En specialfremstillet, mekanisk betjent gulvlem giver adgang til vinkælderen og viderefører et spor af stedets tidligere anvendelse.

Af hensyn til projektets økonomi blev der valgt en eksisterende orangerikonstruktion frem for en specialdesignet løsning. Konstruktionens slanke profiler og store glasflader giver orangeriet et let udtryk, mens den sortbrune farve er afstemt efter villaens tegltag. Lavenergi-termoglas, solreflekterende tagpaneler og oplukkelige vinduer bidrager til at regulere temperatur og ventilation.

Placeringen mod nordøst giver orangeriet et behageligt morgenlys og en direkte forbindelse i niveau med den nyanlagte have. Omdannelsen af den tidligere gårdsplads krævede også fjernelse af et tykt betonlag under asfalten. De massive belægninger er erstattet af grønne arealer og mere permeable overflader, mens terræn og beplantning skaber en naturlig overgang mellem villaen, orangeriet og haven.

Grunden er påvirket af jordforurening fra tidligere industri i nærområdet, hvilket begrænser mulighederne for at dyrke spiselige planter direkte i havens jord. Højt grundvand og risiko for oversvømmelse har desuden haft betydning for projektets udformning og beslutningen om at bevare de eksisterende fundamenter.

Resultatet er et orangeri og et nyt haveanlæg, hvor den oprindelige villas arkitektur videreføres, mens eksisterende konstruktioner og materialer har fået nyt liv.

Oprindeligt opført: 1929

Projekt: Transformationsprojekt

Færdiggjort: 2021

Fotograf: Britt Lindemann