PD-Huset

Ombygning af arkitekttegnet 70’er typehus ved skoven

 

Et arkitekttegnet typehus, oprindeligt tegnet i 1962 og opført i 1972, har fået nyt liv med respekt for den oprindelige arkitektur og dens karakteristiske materialer. Huset er et såkaldt PD-hus 138+28, tegnet af arkitekt MAA Poul Danø og civilingeniørerne Arne og Jan S. Jeppesen.

Hustypen var udviklet til både flade og skrånende grunde, med eller uden kælder. På denne grund skråner terrænet let mod vejen, mens haven mod skoven er forholdsvis flad. Kælderen ligger under terræn mod haven, men har en god loftshøjde og fremstod ved overtagelsen tør og velbevaret.

Mens kælderen kun krævede begrænsede renoveringsarbejder, var resten af huset præget af senere ændringer og et behov for gennemgribende renovering. En selvbygget udestue havde ændret husets oprindelige orientering mod skoven. Ved at fjerne udestuen blev den arkitektoniske helhed genskabt, og det karakteristiske gavlvindue fik igen en central betydning. Den oprindelige lave brystningsmur blev fjernet, og gavlen er nu åbnet med et stort glasparti fra gulv til kip og dobbelte skydedøre, der skaber direkte adgang til haven og en tæt forbindelse mellem boligen og skoven.

I forbindelse med renoveringen er husets facader og adgangsforhold bearbejdet med udgangspunkt i grundens orientering og den særlige beliggenhed ved skoven. Oprindeligt havde huset både en hovedindgang og en bryggersindgang placeret tæt på hinanden. Ved at nedlægge den eksisterende entré blev der skabt plads til et større køkken, mens det tidligere bryggers blev omdannet til en ny og mere synlig hovedindgang. Samtidig er udvalgte vægge fjernet for at skabe et åbent opholdsrum med ovenlys og mere sammenhængende rumforløb.

De oprindelige gule murstensfacader er bevaret, mens det sortmalede træværk, der flere steder var præget af råd, er udskiftet. Den nye facadebeklædning er udført i varmebehandlet træ med samme profil som den oprindelige. Det ubehandlede træ vil med tiden patinere sølvgråt og falde naturligt ind i de grønne omgivelser. Det oprindelige bølgeeternittag med asbest er erstattet af et sølvgråt metaltag med lodrette spor som reference til det tidligere tagmateriale.

Indvendigt er der arbejdet med at genfinde husets oprindelige materialekvaliteter og skabe et roligt, sammenhængende udtryk. Flere af de gule murstensvægge var gennem årene blevet overmalet med hvid plastmaling. Disse er sandblæst og planfuget, så murstenenes oprindelige farve og stoflighed igen træder frem. Gasbetonvæggene er renset for forskellige lag tapet, fuldspartlet og malet ensartet, mens de tidligere varierende gulvbelægninger er erstattet af egetræsparket og grå fliser. Begge badeværelser er renoveret med nyt inventar og fliser i farver, der refererer til de oprindelige, som på grund af revnedannelser ikke kunne bevares. Gennem hele boligen er materialepaletten forenklet til færre, nøje udvalgte naturmaterialer, der skaber en større sammenhæng mellem rummene.

Som en del af totalrenoveringen er alle vinduer og yderdøre udskiftet, da mange af de eksisterende vinduer var præget af råd og punkterede termoruder. Taget, facadernes limtræsbjælker og den nye entré er efterisoleret til nutidige krav. Der er desuden etableret gulvvarme i hele boligen og installeret et ventilationsanlæg med varmegenvinding, som bidrager til et forbedret indeklima og et lavere energiforbrug.

Ombygningen forener husets oprindelige arkitektoniske kvaliteter med nutidens behov for funktionalitet og komfort. Resultatet er en nænsom modernisering, hvor husets karakter og materialer er bevaret, samtidig med at nye rumlige sammenhænge har givet boligen nyt liv.

Oprindelige arkitekter: MAA Poul Danø og civilingeniørerne Arne og Jan S. Jeppesen

Typehus: PD-hus 138+28, tegnet 1962

Opført: 1972

Projekt: Totalrenovering og ombygning

Færdiggjort: 2024

Fotograf: Britt Lindemann